Ruslands ambassadør i Danmark, Mikhail Vanin, er en begavet mand med en spændende fortid: Han var chef for det russiske toldvæsen med ry for at være benhård modstander af korruption og svindel, før han blev sparket ud i diplomatiet. Han er også en venlig og sympatisk mand, hvilket nok enhver, der har mødt ham, vil skrive under på. Derfor er der al mulig grund til at føle med ham, når han skal spille sin rolle i den særlige russiske udenrigspolitiske strategi, som har udviklet sig under Putin og hans lydige redskab Lavrov: Det går ud på at spille uskyldig og forurettet, hver gang nogen kritiserer Ruslands aggressive optræden på den internationale scene. Fuldstændig som den hundehvalp, vi passer for tiden: Han bliver meget fornærmet og forurettet, når han får skæld ud for at fare i hovedet på de andre hunde i nabolaget.
Den russiske regering skjuler sine handlinger bag et netværk af løgne, der er uigennemskuelige for den brede russiske befolkning – som henter sine informationer fra de TV-stationer, som har udviklet sig til rene propagandakanaler for regimet – og er vanskelige at håndtere for den vestlige offentlighed.
Det russiske diplomati spiller naturligvis en rolle i dette system – for fiktionen om, at Rusland er det uskyldige offer for vestlig aggression og ”russofobi”, er blevet en del af russisk udenrigspolitik. Og mange hopper på den – især efter det forbløffende udsagn fra USA’s præsident om, at det er amerikanerne, som er skyld i det dårlige forhold til Rusland.
I den seneste bog af den amerikanske historiker Timothy Snyder – ”The Road to Unfreedom Russia, Europe, America” – opstilles denne model for Ruslands propagandastrategi:
Først gennemføres en række handlinger, som man benægter – det kalder Snyder for ”implausible deniability” (”usandsynlig benægtelse”) – og det følges så op af ”proclamation of innocense” (”bedyrelse af uskyld”).
Et eksempel er Ruslands erobring af Krim i 2014: Alle på stedet vidste, at det vrimlede med russisk militær, blandt andet fordi bemandingen på den russiske flådebase i Sevastopol var blevet mangedoblet. Og da soldater uden kendetegn på deres uniformer besatte parlament, lufthavne osv., benægtede det officielle Rusland med Putin i spidsen, at de kendte noget til det. Det var derfor, nogen spøgefuldt talte om ”små grønne mænd”, som om de var kommet fra Mars. Løgnen var fræk og åbenlys. Men diplomatiet tog over og bedyrede fornærmet og forurettet, at alle bare pukkede på Rusland uden skyggen af bevis….
Senere vendte Putin & Co. på en tallerken, og pralede åbenlyst med det, man tidligere havde løjet om.
Det passer godt med den beskrivelse, den tidligere britiske politiker og EU-kommissær Chris Patten har givet af sit første møde med Putin. I sin bog ”Not always a diplomat” skriver Patten, at ved et møde med den daværende nyudnævnte russiske premierminister Putin i 1999 blev der stillet nogle spørgsmål om krigen i Tjetjenien – og så kommer det: ”Han løj for os. Vi vidste at han løj. Han vidste at vi vidste at han løj. Og han var bedøvende ligeglad”… ”He couldn’t care less.”
Der føres stadig blodig krig i Østukraine med russisk militær deltagelse. Krim er stadig ulovligt besat og indlemmet i Rusland. Russiske fly generer jævnligt nabolandenes luftvåben. Og på cyberområdet vælter russiske internettrolde sig i sølet. I Sverige er de især udsat, for Sverige skal have valg til september, og der gøres mange forsøg på at sprede falske historier om svenske politikere.
I Danmark har vi ikke noget at frygte – skal man tro den russiske ambassades tweets – for det ”giver ikke nogen mening at blande sig i danske valg”. Og hvorfor ikke? Nej, det giver ingen mening ”eftersom der ingen forskel er på den russofobiske tilgang hos den danske regering og opposition”.
Hvis hensigten med at blande sig i valgkampen alene skulle være at få valgt politikere, der enten er i lommen på Moskva eller har den ”rette indstilling”, så kunne der måske være noget om argumentet. Men det er jo ikke hele historien.
Indblanding i vestlige valgkampe – og i det hele taget den politiske proces – har først og fremmest til formål at så mistillid til det politiske system. Det er vores liberale demokrati, der er hovedfjenden.
Og i Europa er der desuden det særlige formål med indblandingen at styrke de politiske partier, der er fjendtligt indstillet over for EU – for EU er også en hovedfjende for Moskva, og det gælder om at så splittelse. I Timothy Snyders bog kan man læse en grundig gennemgang af, hvordan Rusland på et tidsligt tidspunkt gik ind i kampagnen for at sikre et Brexit…
Den strategi, vi er udsat for – hvor ambassadør Vanins brev blot er et lille pip – er vanskelig at håndtere. Vore journalister er opdraget til at beskrive virkeligheden, som de ser den, og til at være opmærksomme på, at en sag altid har to sider.
Men når man f.eks. ser at Krim erobres af russiske specialtropper i let gennemskuelig forklædning, og rapporterer det – og derefter får benægtelser og bortforklaringer – så opstår dilemmaet. For når ”begge sider” skal beskrives, og den ene er åbenlyst løgn og digt, hvad gør man så, hvis man ikke vil beskyldes for “russofobi”?
Vi er sårbare. Og det er der nogen, som er blevet meget dygtige til at udnytte.
